Vores idé om det smukke er ved at ændre sig

Af Louise Witt
Hvad er det, vi finder smukt? Det nye, perfekte og spejlblanke? Det ældede, lidt skrammede og måske reparerede?

Vores kollektive opfattelse af det skønne kommer til at forandre sig grundlæggende de kommende år. Sådan siger museumsdirektør Lasse Andersson. Og udviklingen går i retning af sidstnævnte, spår han.

Brug det eksisterende

Som direktør for både Kunsten Museum of Modern Art og Utzon Center i Aalborg skaber Lasse Andersson rammerne for, at kunstnere og arkitekter kan udforske tidens påtrængende emner – lige nu ikke mindst: planetens fremtid.

For nylig stod han med en kæmpemæssig morsekode gravet ud i Kunstens trimmede græsplæne: S. O. S. stod der. Det var kunstnerduoen Hesselholdt og Mejlvang, der havde været i gang. Til et Summer Lounge-arrangement på museet havde de taget spader med og gravede deres budskab ud i skulpturhaven omkring Alvar Aaltos museumsbygninger fra 1972. 

Lige nu viser Utzon Center på Aalborg Havnefront udstillingen ”Waste Wonderland”. Her har danske designere taget udfordringen op om at skabe nye, attraktive design ud af produktionsvirksomheders kasserede restmaterialer. Det er fx afsavede træstykker med mange knaster, der er blevet til det nye dørdesign ”Knast”. Besøgende kan også se idéer til at bruge frasorteret læder med strækmærker.

Tidens fokus er på at få noget ud af det allerede eksisterende – ikke at bruge nye resurser.

Skønt med transformation

”Det at vi skal spare på verden, påvirker vores skønhedsidealer,” fastslår Lasse Andersson.

”Vi kan ikke længere forbruge blindt og se vækst som kvantitativt, vi skal se vækst som et kvalitativt begreb og et holdbarhedsbegreb, og vores etiske blik krydser ind i og påvirker vores æstetik: Det sammensatte, det lappede og det genbrugte kommer mere i fokus som en del af det æstetiske billede, fordi vi skal drage omsorg for det nære og det helt store på samme tid,” siger han.

Et godt eksempel er ifølge den arkitektudannede direktør omdannelsen af en industribygning som Thoravej 29 i København NV, der oprindeligt blev skabt til at rumme Danske Pelsauktioner, og som i dag er blevet til et prisbelønnet kontor- og fælleshus: Idéen bag transformationen – skabt af Pihlmann Architects med Bikubenfonden som opdragsgiver – har hovedsageligt været at bruge materialer, som allerede var en del af bygningerne, men på en ny måde. Fx at omforme loft til trapper, bruge stykker af facaden som gulve og makulere de gamle døre og omforme materialet til nye borde.

”Dogmet er ikke at trække fra og føje til, men i så høj grad som muligt at se på de byggematerialer, der er på sitet og gøre brug af dem,” siger Lasse Andersson om fremtidens byggeri.

Lappet jakkesæt

 Han mærker, hvordan tankegodset også spiller ind i privatlivet. Familien har købt et lille sommerhus fra slutningen af 1960’erne i det nordjyske, men har valgt stort set kun at istandsætte og indrette med genbrugsmaterialer og genbrugsmøbler – en undtagelse er dog de nye VOLA-armaturer. Da han for nylig rev hul i sit jakkesæt, gik han også en ny vej og fik det repareret – med synlig, grå reparationstråd.

”For fem år siden ville jeg have mistet glæden ved jakkesættet og smidt det ud. Nu understøtter den lapning, at jeg er virkelig glad for jakkesættet. Og den viser, at jeg ved, jeg skal bevare tingene. At vi bliver nødt til at bruge tingene i længere tid,” siger han, der nok vil få lappet i en ny farve næste gang, så der opstår en synlig historik.

Ridser i fremtiden

Lasse Andersson ser potentiale i virksomheder, der understøtter produkter med lang levetid, mulighed for genbrug, reparation og upcycling – ligesom når fx VOLA tilbyder reservedele og hjælp til vedligeholdelse, og det gælder armaturer helt tilbage til Arne Jacobsens første VOLA-design fra 1968:

”Vi skal have lyst til at have ting, der varer i lang tid. Ting, der skærer igennem tiden. Det forbinder mig til VOLA’s design, at VOLA understøtter det,” mener Lasse Andersson, der dog funderer over en ting:

Hvis han nu skulle være uheldig en dag at lave en ridse i sit armatur, så har han muligheden for at få ridsen poleret væk, men ville han rent faktisk gøre det? Eller bliver det sådan, at vi i fremtiden lader ridserne være eller dækker dem synligt med en anden farve som en del af den personlige historiefortælling og billedet på en ny tids omtanke, omsorg og æstetik?