Værdien af en stol med bidemærker

Af Louise Witt

Følelser kan være en ret afgørende faktor, når gamle, slidte produkter får lov at leve videre i mange år. Det var et af emnerne, da VOLA havde inviteret en række fagkapaciteter til debat på museet Kunsten i Aalborg under temaet: langtidsholdbart design. 

Hvordan kan det ligefrem give værdi til en gyngestol, at den har fået bidemærker fra en hund? 

Det var et af de emner, der blev drøftet, da VOLA havde inviteret en række fagkapaciteter til en talk og paneldebat på museet Kunsten i Aalborg under temaet: langtidsholdbart design. 

Deltagerne i panelet var professor i almen psykologi på Aalborg Universitet Svend Brinkmann, forskningsleder på Aalborg Universitets Design Lab Linda Nhu Laursen samt selvstændig erhvervsfilosof Kasper Warming. 

Bevar verden

Aftenens ordstyrer var direktør på Kunsten Lasse Andersson. Han lagde op til refleksion over begrebet langtidsholdbart design med en kort introduktion af sit arbejde som direktør for Kunsten, der holder til i fredet arkitektur fra 1972 af finske Alvar Aalto og rummer værker af bl.a. Le Corbusier og Picasso. 

”Jeg skal bevare ting for al evighed, men også gøre det relevant for jer, der træder ind ad døren hver eneste dag,” konstaterede han, der i 2026 kan byde indenfor til udstillingen Late Picasso. 

Design som venner

Grundlæggende er der tre typer holdbarhed inden for design, fastslog forsker Linda Nhu Laursen: 
”Fysisk holdbarhed, som ingeniørerne tjekker efter. Holder det? Så er der emotionel holdbarhed. Hvad er det, der gør, at I synes, noget er smukt, og at I gider bevare det. Hvis man får noget af sin afdøde mormor, så beholder man det, passer på det, reparerer det igen. Den sidste form for holdbarhed, strategisk holdbarhed, taler vi sjældent om,” sagde hun, der siden uddybede dette. 

Selvstændig erhvervsfilosof Kasper Warming, der er tilknyttet VOLA, var især optaget af følelsesmæssig holdbarhed: 
”Noget af det første, jeg tænkte på i forhold til langtidsholdbarhed, var venskaber. Kan vi skabe produkter, der indeholder muligheder for venskaber?” spurgte han. 

”Hvis et produkt fremstår knivskarpt til evig tid uden overhovedet at blive tæret af tid og vejr, så ligger der en fremmedgørelse i det. Vi  kan ikke rigtig koble os på. Hvis et produkt ældes sammen med os, så kan vi have en relation til det,” mente erhvervsfilosoffen.

Netop dén enkrone

Psykologiprofessor Svend Brinkmann refererede til teori udviklet af en ældre kollega: adjungeret professor i psykologi ved Aalborg Universitet Jens Mammen. 

”Mammen opdagede og skrev i 1980’erne en doktordisputats om, at der findes en særlig menneskelig sans for konkrete forbindelser mellem tid og rum. Hvor vi ikke kun er i verden i kraft af at sanse tingenes overfladegenskaber, men vi er i verden, hvor vi kan gå bag om sansningen af det overfladiske og forstå den historiske dybde af fx ting og sager,” sagde Svend Brinkmann. 

Stol med bidemærker

Det kunne, som han sagde, fx være en enkrone fra Svend Brinkmanns eget fødeår: 1975, som hans bedstemor havde gemt i køkkenskuffen for at give ham i konfirmationsgave – og da mønten ulykkeligvis blev brugt til at betale med i tivoli, kunne en anden enkrone ikke erstatte den. Det var jo ikke dén.

Et andet eksempel var en Wegner-gyngestol med bidemærker fra Brinkmanns hustrus barndomshjem. Bidemærkerne satte familiens schæferhund, da hustruen var barn, og stolen har fulgt hende siden. 

”Det er utroligt dumt, at vi har sådan en stol. For nogle år siden investerede vi ret mange penge i at få den repareret. Benene er jo kortere. Det har vi ikke gjort noget ved, men den har fået nyt fletværk på. Hvorfor købte vi ikke bare en ny? Jeg betaler topskat. Jeg kunne godt købe en ny Wegner-gyngestol, og den ville være bedre på enhver objektiv parameter end den her gamle, benafgnavede gyngestol, vi har. Men pointen er: Det ville ikke være dén gyngestol. Den gyngestol, som min svigermor og svigerfar og deres hund sad i og bed i, og der er noget helt unikt menneskeligt her,” sagde Svend Brinkmann, der er optaget af det felt, han i paneldebatten kaldte for ”langtidsholdbarhedens psykologi”. 

Minder om mennesker

Forskningsleder Linda Nhu Laursen og kollegerne forsker bl.a. i arvede ting. De kan med deres forskning vise, at der er flere dimensioner ud over de fysiske, der kan have stor betydning for et produkts levetid. Fx modtagerens relation til den, der ejede produktet før, fortalte hun.

”Vi har fundet ud af, at arvede produkter får mere værdi, hvis den, man har arvet af, er død,” sagde hun. 
Svend Brinkmann supplerede: 
”Vi havde et projekt om sorg for nogle år siden og fandt ud af, at alle mennesker, der mister, vil lægge vægt på objekter på en eller anden måde,” fortalte psykologiprofessoren.

Designforsker Linda Nhu Laursen ville også gerne fokusere på, hvordan virksomhederne bag virkelig kan gøre en forskel i forhold til designets langtidsholdbarhed – og ikke kun hvad angår funktionalitet. 

Langtidsholdbare drømme

”Vi taler sjældent taler om det, der hedder strategisk holdbarhed, som fx Vola har været særligt dygtig til: Hvordan gør man ting holdbare for virksomheden, markedet og brugeren på lang sigt,” sagde hun. 

Linda Nhu Laursen fortalte, hvordan hun i sin forskning har været optaget af at undersøge produkter, der har holdt på markedet i virkelig mange år – længere end deres komparative produkter. Bl.a. et bilmærke som Mini Cooper, som forbrugerne typisk holder fast i længere tid end mange andre biler. 

”I Mini Cooper’en har de arbejdet kontinuerligt på et stærkt strategisk fit i forhold til de andre markedsaktører. Hvad er det for en drøm, man sælger til brugeren? De fleste, der har en Mini Cooper, giver den et navn. Hvorfor? Fordi de har designet den, så den ligner en bulldog. Brugerne elsker køreoplevelsen, fordi man sidder lidt lavere i den. Lidt ligesom i en gokart,” forklarede hun. 

Opsummerende – om produkter, som forbrugere knytter sig til i lang tid – sagde Linda Nhu Laursen:
”Der er en hel masse designprincipper, som udlever langtidsholdbare drømme.”