Contact menu
Koreanere er fascineret af VOLA-vandhaner – især mulighederne for reparation

Kurator Chung Dahyoung og hendes team: the Curating Architecture CollectiveK

Billedtekst: CAC-medlemmer (fra venstre: Kwak Seung-chan, Chung Dahyoung, Kim Heejung og Jung Sungkyu)

Koreanere er fascineret af
VOLA-vandhaner 
– især mulighederne for reparation

En hel udstilling om VOLA-armaturer, fra 1968 til nu, blev vist i Sydkorea
i efteråret 2025.
Hvordan kan det være, at koreanere interesserer sig for det modernistiske armatur-design fra Danmark? 

Af Louise Witt
Idéen om at lave en VOLA-udstilling i Seoul, Sydkorea, kom fra Kurator Chung Dahyoung og hendes team: the Curating Architecture Collective.
Hun har gennem 14 år arbejdet som kurator inden for arkitektur og design ved Sydkoreas nationalmuseum for moderne kunst og samtidskunst, MMCA, og til Venedig Biennalen i 2025 var hun en af kuratorerne bag Koreas pavillon. I dag er hun – udover at arbejde som designprofessor – leder af Curating Architecture Collective (CAC), der hvert år organiserer flere udstillinger i Sydkorea. 

 

Møde på ambassaden

Hun blev inspireret af et besøg på den danske ambassade i Seoul for fem år siden:
“Dengang vidste jeg, at den anerkendte arkitekt Arne Jacobsen brugte VOLA første gang i byggeriet af Danmarks Nationalbank. Men til dette arrangement på ambassaden fik jeg et mere indgående kendskab til VOLA, og for mig var det en meningsfuld mulighed for at få en dybere forståelse af historien bag VOLA,” forklarer Chung Dahyoung.
Hun fik lyst til at udforske nuancerne i dansk modernisme, som koreanere generelt er godt bekendte med, fortæller hun – især designs som Arne Jacobsens Ægget og Svanen samt SAS Hotellet i København, som stolene oprindeligt blev skabt til. Også PH-lamper er almindeligt kendte. 
“Hvorfor vækker disse designs genklang blandt koreanere? Det er formentlig på grund af balancen mellem form og funktion. Der er intet overflødigt, men designet er aldrig koldt. Den følsomhed lader til at tale til koreanernes æstetiske sans,” udtaler arkitekten på vegne af hele kuratorteamet.

  

Essens af dansk modernisme  

Med udstillingen, kaldet “TAP TIME TAP”, ville Chung Dahyoung og hendes kolleger udfolde VOLA’s filosofi over for det koreanske publikum. For den er ”essensen af dansk modernisme,” synes de. 
Hvad mener I med det? 
“Møbler og belysning er – på en eller anden måde – stadig objekter, som er placeret i et rum. VOLA bliver opløst i rummet. At skjule VVS-installationerne inde i væggen og kun lade elementerne til betjening være tilbage føles mindre som et æstetisk valg og mere som en arkitektonisk overbevisning. Det er funktionel rationalitet, formbeherskelse, håndværk i regi af industriel produktion. Vi blev slået af, at alt dette er realiseret gennem ét lille objekt,” forklarer hun på vegne af CAC-teamet.

  

Fokus på badeværelser

Filosofien bag VOLA har en stærk appel til nutidens Korea, forklarer Chung Dahyoung:
“Korea gennemgik også i løbet af det 20. århundrede en hurtig urbanisering og modernisering af boligerne, hvor badeværelset og køkkenet længe blev behandlet som perifere, skjulte rum. Men i dag er disse rum i Korea blevet genopdaget som de rum, der definerer livskvalitet. Det spørgsmål, som Arne Jacobsen stillede med VOLA I 1968: ‘Er en vandhane et armatur, der er fastgjort på væggen, eller et modul, der opererer inden for en arkitektonisk orden?‘ Det er præcis det spørgsmål, som koreanske arkitekter og designere i dag stiller sig selv,” pointerer hun på vegne af kuratorerne. 

  

Fascinerende reparation

Hvad var særligt vigtigt for jer at vise og kommunikere med VOLA-udstillingen? 
“Det svar er allerede indlejret i titlen: ”TAP, TIME, TAP” (på dansk: ”VANDHANE, TID, VANDHANE”). TAP er fødslen af vandhanen i moderne forstand. TIME er den tid, som dansk modernisme har gennemløbet. Og TAP er igen fortsættelsen af VOLA-systemet over tid. Vi ville have de besøgende til at bevæge sig igennem de tre lag og mærke hvert lag i den rækkefølge.”
“Det, vi fandt essentielt, var konceptet med muligheden for reparation. For et publikum, der er vant brug og smid væk-kultur, er dette et stille, men stærkt spørgsmål.”
Hvilken respons har I fået fra de besøgende? 
“Mange forskere, designere og arkitekter har besøgt udstillingen. En del af dem kendte allerede VOLA’s produkter, men de sagde, at de ikke kendte meget til baggrunden for designet, eller hvordan systemet egentlig fungerer.”
“Noget, som var særligt meningsfuldt var, at de besøgende reagerede stærkt på konceptet med muligheden for reparation. Vi er i Korea – ligesom I mange andre samfund – vant til en kultur, hvor produkter snarere bliver skiftet ud end repareret. I den kontekst var det meget uvant, men meget appellerende, at VOLA har holdt fast i den samme modulære logik gennem mere end 50 år, og at de indvendige dele kan blive erstattet og vedligeholdt.”

VOLA minder om koreansk ”hanok”

Hvis du skulle nævne et design fra Sydkorea, der har de samme karakteristika som VOLA, hvad ville du så pege på? 
“Det er vanskeligt at nævne noget direkte tilsvarende, fordi VOLA meget specifikt hører til æraen med dansk modernisme og industriel produktion. Men hvis vi ser det fra en koreansk vinkel, ville jeg nævne vores hanok, det traditionelle koreanske husdesign med fokus på harmoni. Især husets struktur af træ og snedkerarbejde. Enkeltheden ved en hanok er ikke bare et spørgsmål om visuel minimalisme, men om en enkelthed i strukturen. Hvert element – søljer, bjælker, tage, døre, vinduer, gulv og gården – spiller en rolle, og skønheden opstår ved, hvordan disse dele er proportioneret og samlet. En hanok er også en system skabt til at blive vedligeholdt, fordi de individuelle elementer af træ, teglsten, papirdøre eller andre overflader kan repareres eller skiftes ud uden at ødelægge hele strukturen.”
Chung Dahyoung funderer: 
“Faktisk er hanok’en et meget interessant objekt at tænke på i relation til VOLA. Den hænger sammen med VOLA’s showroom i Korea, der er en kombination af et moderne byggeri fra 1960’erne og en gammel traditionel hanok. Her sameksisterer to forskellige arkitektoniske perioder på ét sted, og det virker til helt naturligt at forbinde dansk modernisme, Koreas boligkultur og tankegangen om at vedligeholde og reparerede det eksisterende,” slutter hun. 

CONNECT WITH VOLA
Følg VOLA på Instagram og se mere inspirerende nyt om design og arkitektur. @vola.denmark - Posts fra Instagram
Dansk designarv VOLA oplevelsen Et løfte om lang levetid

Når du vælger VOLA, får du ikke kun et produkt, hvor design og kvalitet holder i generationer. Du bliver også en del af den danske designhistorie med danske designikoner produceret i den bedste danske håndværkstradition

Brug for yderligere hjælp?

Hvis du har spørgsmål, er vi her for at hjælpe.

Kontakt