Contact
menu
Contact
menu
Billedtekst: ”Noget, jeg godt kan lide ved VOLA, er langsommeligheden i udviklingsprocessen, designvalg og produktlancering. Der er en eftertænksomhed i stedet for, at det handler om at sælge mest muligt lige nu,” siger Linda Nhu Laursen.
Af Louise Witt
”Jeg arbejder for, at design skal være langsigtet.”
Sådan siger Linda Nhu Laursen, der er forskningsleder på Aalborg Universitets Design Lab, hvor hun selv blev uddannet designer midt i 00’erne. Hun søgte tilbage til AAU i rollen som forsker og underviser, fordi hun som nyuddannet oplevede ”et kæmpe meningstab” i sit fag.
”Jeg fik opgaver med at designe møbler med en kort levetid. Jeg kunne ikke se idéen med at designe endnu et sofabord, når jeg lige havde designet ét. Det er kommercielt, mere end det er godt for mennesker og planeten,” siger hun.
”Min tanke var: Jeg er nødt til at lave næste generation af designere om. De kommer ud og laver hundredvis eller tusindvis af produkter resten af deres liv, og hvis jeg bare kan gøre en lille forskel i forhold til de unge designere, så er det en stor forskel for verden. I sidste ende tror jeg også, virksomhederne vinder på det,” pointerer Linda Nhu Laursen.
Som forsker og underviser brænder hun for at sætte en ny agenda for fremtidens designere, der er inspirerende og positiv fremfor negativ og skyldbaseret.
Som en fast del af undervisningen får hendes studerende til opgave at skille et produkt ad, fx en kaffemaskine. De skal undersøge, hvordan den typisk går i stykker, og efterfølgende redesigne den, så den fremadrettet er nemmere at reparere og ville kunne leve længere. Når de studerende designer noget helt nyt, udfordrer hun dem altid på levetiden med spørgsmålet: ”Kommer det her design til at gå i arv?”
”Lige nu er der flyttet rigtig meget kort levetid ind i ting, der simpelthen ikke skal have kort levetid, fx møbler og byggerier,” siger Linda Nhu Laursen.
I andre produktkategorier kan man omvendt nedjustere sin forventning til levetid, siger hun.
”Der vil stadig være brug for herlighedsting. Vi skal bare finde ud af, hvordan vi kan forene det gode liv med det bæredygtige liv. Fx har en af mine studerende designet konfetti af tørrede blomster, der ikke er blevet solgt, og som blomsterindustrien har i overskud. Det ville ellers blive kasseret,” fortæller hun.
Linda Nhu Laursens overbevisning er, at vejen frem ligger i et tæt samspil mellem erhvervsliv og designuddannelser – ligesom i 1950’erne, hvor dansk design oplevede sin guldalder med navne som Arne Jacobsen, Børge Mogensen og Hans J. Wegner. Dengang var menneskekroppen udgangspunkt for det funktionelle design, nu er det planetens tur i en mulig grøn guldalder for dansk design, mener hun.
Gennem forskningsprojekter som ”ReshapeWaste” og ”ZeroWaste”, finansieret af Industriens Fond, har hun og hendes kolleger hjulpet flere hundrede virksomheder med at identificere deres spild – og matchet dem med designere, der har fået til opgave at forløse potentialet i det overskydende. Fx de bulede alu-akustikplader, som et firma jævnligt fik retur: Nu får de beskadigede plader efter idé fra designer Mikkel Huse præget et naturligt bølgende interferens-mønster, så spillet i overfladen bliver et plus. Et andet eksempel er frasorterede træstykker med knaster, som designerne Line Frier og Mikkel Bahr fra Friis & Moltke har givet nyt liv i et dørdesign, hvor de fravalgte knaster er endt som dørens karakteristika.
De væsentligste erfaringer fra de mange samarbejder er Linda Nhu Laursen og kollegerne ved at samle i en bog med analyseskemaer og cases til inspiration: Den hedder ”Sans for ressourcer” og udkommer på forlaget Lindhardt og Ringhof.
”Vi skal ikke kalde disse materialer for affald og restmaterialer, men derimod ressourcer. Det er fantastisk med forestillingsevnen med ressourcer - den skal vi have genintroduceret i design,” siger forskeren.
Du arbejder med at optimerer helt vildt på det, der er i overskud, men har du tænkt på, om man kunne lave helt om på den måde, tingene bliver produceret på?
”Ja, jeg har en drøm om, at vi aldrig bruger virgine materialer. I dag er vi vant til at få homogene materialer ind og homogene produkter ud, og restmateriale er et benspænd. Jeg arbejder på at få skala på noget forskelligartet. At virksomhederne får heterogene, fejlbehæftede, mærkelige materialer ind, og så skal de finde ud af at få noget ud, folk gider have, så vi ikke hver gang skal bestille en plade hjem fra Kina i en bestemt tykkelse og størrelse. Min ambition er, at vi kan systematisere det forskelligartede. Hvis der er mersalg i de her akustikplader og døre med knaster og åreforskelle, så begynder virksomhederne at acceptere det. Jeg vil gerne vise, at man kan lave premium-produkter af kasserede materialer. Det kræver bare en større designkompetence,” fastslår Linda Nhu Laursen.
Inspireret af snakke med hendes egne børn er skolebørn også blevet et vigtigt fokus for Linda Nhu Laursen. Sammen med Spar Nord fonden har hun afholdt såkaldte ”Repair Camps” for indtil nu cirka 1.000 skoleelever – og hun har søgt om midler til endnu flere.
Eleverne har bl.a. skilt deres egne defekte computermus ad for at lære at reparere dem eller lappet deres hullede tøj på kreative måder. For ligesom det er vigtigt at blive uddannet som demokratisk samfundsborger, er det i dag mindst lige så vigtigt at blive uddannet som en handlekraftig håndværker i eget liv, mener Linda Nhu Laursen.
”Vores børn har hørt nok om klimaet. Det er ikke deres skyld, og vi skal ikke skælde dem ud og belære dem mere. Vi skal give dem handlekompetence og lære dem en anden adfærd”, siger hun.
”Mange produkter umyndiggør os. Ofte kommer elever med ting, som slet ikke er designet til at blive åbnet og repareret, fx en mobiloplader med limsamling. Jeg siger altid: Det er dumme produkter, ikke dumme børn! Jeg håber, de i fremtiden siger til deres forældre: Vi skal ikke købe sådan en, for den har en limsamling,” siger hun, der samtidig har nydt at opleve utroligt stolte børn:
”Jeg tror ikke, børnene husker at have løst en matematikopgave, men fx pigen, der reparerede sin fars walkie-talkie, hun glemmer det aldrig: Nu er hun sådan et barn, der har repareret en walkie-talkie.”
Det giver en helt anden følelsesmæssig tilknytning til tingene, pointerer Linda Nhu Laursen, der håber, at den tilknytning fremover kan udvikle sig til mere omsorg for ting og mindre brug og smid væk-kultur.
